Frøprinsen Henrik
-
en naturhistorie om frøen
Skrevet af Karen Bundgaard, juni 2008
C: Godmorgen Danmark og velkommen til vores studie her på hovedbanegården. Mit navn er Cecilie Frøkjær og i dag vil jeg guide jer igennem et top lækkert program -spækket med nyheder, reportager, mode og spændende interviews. I dag skal det bl.a. handle om Naturfredningsforeningens protest imod Silkeborgmotorvejs-planerne, der skærer igennem et vigtigt ynglested for den butsnudede frø. Vi får besøg af en forsker, der kan fortælle om et epokegørende forsøg på at finde springpaddens skjulte, magnetiske kraft. Endelig laver vores kok i dag lækre frølår a la France. Men allerførst skal jeg sige velkommen til dig Henrik..
H: Tak
C: Du er her i studiet for at fortælle om den helt fantastiske udvikling du har gennemgået – en udvikling ingen har troet mulig før du dukkede op.
H: Ja, det er rigtigt. Lige fra jeg lå som en sort prik midt i det slimede gele-æg vidste jeg at jeg var skabt til at blive noget stort. Jeg blev jo klækket ind i en familie af fødselshjælper-frøer, hvor kønsrollemønsteret er noget anderledes end i resten af det franske samfund og stik imod den stolte franske tradition. Her slæber hannerne rundt på æggene i det første lange stykke tid inden de klækkes.
C: Så på trods af din families forventninger om at drive slægten videre, tog du så at sige springet og tog til USA.
H: Korrekt. På daværende tidspunkt var jeg fuldstændig sikker på at jeg skulle blive en berømt væddeløbs- og springfrø, så jeg sluttede mig til de enorme oksefrøer. I starten vandt jeg masser af springkonkurrencer og sponsorpengene strømmede ind. Men konkurrencen blev skrappere og jeg måtte nedværdige mig til det mere almindelige oksefrø-erhverv, nemlig skadedyrsbekæmpelse. Her gjorde jeg fin karriere, men da antallet af oksefrøer voksede, så vi selv blev anset for skadedyr og vi samtidig blev udnyttet til forsøgsdyr, besluttede jeg mig for at skifte branche.
C: Ja, du besluttede at tage til Sydøstasien for at udleve endnu en drengedrøm.
H. Jeg havde længe drømt om at blive pilot, så jeg søgte optag som kæmpe-flyvefrø. Kravene var strenge, men optagelseskomiteen så muligheder i mig. Qua mit arbejde som oksefrø havde jeg meget store og stærke ben, hvilket er nødvendigt for et ordentligt afsæt. Komiteen var imidlertid bekymrede for den minimale mængde svømmehud mellem mine tæer, der jo skal sørge for et godt faldskærmsagtigt svæv inder flyvningerne fra træ til træ.
C: Men det skulle vise sig slet ikke at blive dit største problem. Fortæl hvad der så skete.
H: Det er jo almindelig kendt at piloter skal have nogle usædvanligt gode øjne for overhovedet at blive taget i betragtning til uddannelsen. Desværre blev synstesten min endestation i den del af mit eventyr. Alle frøer har et nedre øjenlåg, også kaldet blinkhinden. Under vand fungerer blinkhinden som svømmebriller – nogle helt fantastiske af slagsen. Oven vande ville blinkhinden normalt lægge sig igen, men for mit vedkommende var det ikke sådan.
C: Nej, din blinkhinde havde jo sat sig fast da du som barn gjorde dig skeløjet og vinden vendte. Det må have være noget af et nederlag for dig..?
H: Bestemt! Jeg troede det skulle blive mit endeligt. Alle mine drømme lå i ruiner, min familie havde slået hånden af mig og mit hjemland, Frankrig, havde udviklet en smag for frølår, så jeg vovede ikke at rejse hjem igen.
C: Hvad gjorde du så?
H. Jamen jeg afsøgte mulighederne og fandt en meget lille niche af frøer her i Norden, så jeg begav mig mod Danmark. Selvom mange frøarter før i tiden uddøde på grund af kulden nord for alperne, kastede jeg mig hovedkulds ud i foretagendet.
C: Fortæl lidt mere, Henrik.
H: Jeg gik i skarp, magisk træning for at udvikling mig til en kyssefrø. Det indebærer både noget med lobbyarbejde og danskundervisning kombineret med stemme træning. Og jeg må sige at jeg både havde heldet og talentet på min side. Jeg blev nemlig fundet af den unge prinsesse Margrethe på skovtur i Nordsjælland.
C. Ja, og selvom hun ikke umiddelbart var det bedste catch, tog din karriere alligevel for alvor fart.
H. Også i den grad! Jeg blev en virkelig god prins. Godt nok har jeg stadig lidt problemer med det danske sprog, men jeg er utroligt stolt af mine to sønner. Den ene var jo i lang tid frømand indtil han giftede sig med dyrevennen Mary.
C: Ja, og nu er der sørme bryllup igen.
H: Det er helt fantastisk. Jeg kan kun være inderligt glad for at han giftede sig fransk!
C: Så man kan roligt sige at du igennem livet er gået fra fransk fadæse, over amerikansk antiklimaks og sydøstasiatisk skibbrud til dundrende, dansk Dun Juan. Sikke en fantastisk forandring! Tak fordi du kom, Henrik
Cecilie Frøkjær er tilbage efter nyhederne – Hej hej.
Myggelarvens eventyr
-
en naturhistorie om glas-myggelarver
Skrevet af Ami Jul Hansen, juni 2008
Et sted ude østen for solen og vesten for månen lå der engang et lille, uberørt mosehul. Mosen findes desværre ikke mere, for den blev drænet for at gøre plads til et stort moderne indkøbscenter. Men engang lå den der. Mosen altså. I denne mose levede der engang en glas-myggelarve. Det vil sige, der levede jo selvfølgelig mange. En glasmyg er en af de der mærkelige myg, man ser i store sværme i nærheden af søer og damme. Du har måske prøvet at kigge op, og opdaget at der var en stor sværm af myg over dig. Det er glas-myg. Små brune sataner, der egentlig ikke er nogle sataner, for de har i modsætning til deres mere kendte fætter ikke evnen til at suge dit blod, og efterlade et irriterende, kløede stik. Men altså, i den her mose, som i så mange andre moser, levede der glasmyg og derfor også glasmyggelarver, og det var jo egentlig der historien skulle hen.
Glas-myggelarven var blevet klækket samme forår. Sammen med alle sine søskende havde den flydt rundt i den geléagtige masse ovenpå mosevandet, der udgjorde deres fælles æg. Nu var den fri og uafhængig og ude og opleve den store verden som mosehullet udgjorde. Det var nu ikke de store eventyr livet bød på. For det meste lå glas myggelarven gravet ned i bunden, for at gemme sig for rovdyr, men om natten svømmede den op til overfladen for at snuppede nogle små krebsedyr den kunne komme i nærheden af. Den lille larve tænkte : ”der må da være mere i livet end dette..”, og det var der. For en dag kom larven i puberteten og blev teenager. Det gik med den, som vi kender det fra menneske- teenagere. Den forpuppede sig, lukkede sig ind i sin egen verden, med et stort skilt med ”lukket pga. ombygning” skrevet udenpå, og gennemgik en mærkelig udvikling. En dag havde den fået nok. Den var blevet stor og moden og klar til at se hvad livet nu bød på. Derfor svævede den op til overfladen, hvor dens puppe forsvandt og den lå i overfladen som en fin lille glas-myg. ”Nøj, hvor spændende” tænkte den, ”jeg har fået vinger. De skal prøves”. Og så lettede den og fløj rundt og rundt over mosen. Da den havde fløjet lidt fik den øje på en anden glas-myg. De gjorde hinanden selskab, og inden det var blevet aften havde de fundet sig en hel sværm at flyve rundt med.
Her kunne historien selvfølgelig godt ende. Historien om den lille glasmyggelarve, der går så grueligt meget igennem før den bliver en smuk myg, der kan svæve over mosehullet. Men sådan fungere naturen desværre ikke. En lille glasmyg har nemlig en større skæbne end som så. Ligesom alle os andre har den sin faste plads i fødekæden. Ligesom den åd hvad den kunne komme i nærheden af da den var larve, så måtte den nu lade sig æde af andre. Og sådan et mosehul er et rent minefelt for sådan en lille lækkerbisken. Hvad der ikke lurer af groteske, alien-like monstre, der kun venter på at guffe små uvidende larve og insekter i sig. Heldigvis var den lille myg ganske uvis om sin egen skæbne og derfor nåede den heller ikke at sprælle ret meget den dag en ordentlig satan af en døgnflue-nymfe kom og gjorde en ende på dens dage.
Historien om den lille rur
-
en naturhistorie om ruren
Skrevet af Mia Olesen, juni 2008
Der var engang en lille rur, eller det vil sige, den var en lille larve som svømmede rundt i det lune vand inde ved kysten, den havde det meget rart, men ville også gerne snart finde et sted at slå sig til ro. Pludselig fik den øje på en samling, hvide kegleformede, vulkanlignende vækster på en sten. -Næh, tænkte den lille rurlarve, -det ser hyggeligt ud. For rur er flokdyr og kan godt li’ bofællesskaber. Så den lille rur satte sig ved siden af de andre og gav sig til at opbygge sin egen kalkholdige bolig. Da den var færdig, lagde den sig med ryggen mod stenen og stak sine ben og fødder ud af den lille åbning i toppen og gav sig til at indfange alger, vandlopper og andre larver, som den kunne spise.
Alt i mens tænke den på, hvordan dens forfædre engang var kommet her til landet som en invasiv dyreart i tidernes morgen omkring 1880, Det var vist sket siddende på bunden af en skonnert på en farefuld færd over adskillige oceaner fra Sydamerika. Den lille rur tænkte også på sin familie som både var tangloppen, krabben, krebsen og ja, bænkebideren, den synes det var sjovt, hvor forskellig man kunne være inden for samme familie...
Nå, men sådan lå den altså og viftede med fødderne indtil den med ét mærkede noget der kildede. Lige så forsigtigt havde naboruren nemlig stukket sin op til én centimeter lange penis ud og over til den lille rur, ruren blev selvfølgelig gravid og fik selv en hel bunke larver den kunne sende ud i vandet. Men så kom der et tidspunkt, hen på efteråret, hvor ruren selv fik lyst til at stikke sin lange penis ud. Nu tænker I nok, -det kan den da ikke, men jo, for rurer er nemlig hermafroditter! Og sådan sad den i flere år og skiftede til at blive befrugtet og befrugte sine naborurer. Indtil det en sommer var så varmt og tørt og lavvandet at ruren ikke længere kunne overleve på den sten den sad og døde ved udtørring.
En sød historie om den røde myggelarve, som blev til en dansemyg
Skrevet af Tine Hessellund, juni 2008
Moren til den dansemyg, som jeg vil fortælle om gik en skæbnesvanger dag i møde, da den mødte den store edderkop en dag i juli. Den blev spist, da den blev fanget i dens net nede ved det store egetræ. Sådan gik det heldigvis ikke dens lille søn. Han blev født som den røde myggelarve i mosen, hvor på overfladen dens mor havde lagt æggene. Det varede kun nogle få timer, så så myggelarven dagens lys. Den var 2 centimeter lang og kom vrikkende ud gennem bunden af ægget. Den fandt hurtigt vandoverfladen for at få luft gennem det rør den har på enden, sådan som den gør hver gang den har brug for ilt. Den ved præcis, hvad den skal gøre uden der er nogen, som lærer den det. Da den havde fået nok luft, vrikkede den videre ned til dyndet for at lave det dyndrør, som den ville bygge puppen, hvori den skulle bo.
Den skulle overleve en tid inden den blev til en dansemyg. Dens fjender er fugle og edderkopper, og ja, dem er der ret mange af! Men under vandet var den foreløbig i sikkerhed og den fik tiden til at gå med at slappe af, lege med de andre myggelarver, som også var røde og svømmede vrikkende med enden op af ligesom den. Og så fandt den selvfølgelig en masse planteplankton på bunden af mosen, når den var sulten, for det var dens livret...ja faktisk det eneste den spiste.
Endelig en dag var det tid til at flytte og blive til en dansemyg, så den kunne leve i sværme oppe ved kirketårnet. Den store dag hvor den blev voksen. Den forvandlede sig og kaldte på de andre, som gjorde det samme og så drog de afsted op mod kirken. Der blev de så og dansede rundt hele aftenen og natten, for det var det de var bedst til J
Vandmanden
Skrevet af Hanne, juni 2008
Bo Hansen er ankommet med nyvasket tøj og vandkæmmet hår klokken13.55, altså fem minutter før den aftalte tid. Det er bedre at være på den sikre siden, er hans holdning. Vandets bevægelser og strømninger kan være ganske svære at beregne, så han søger altid for at have god tid, især til vigtige aftaler som denne. Han er lidt nervøs, situationen er uvant for ham. Det er deres første møde og han har aldrig prøvet sådan noget før. "Bare hun er flink" tænker han. Og bare hun nu kommer i det hele taget. Han kigger sig omkring, hun er ikke til at få øje på. Det var da her de skulle mødes, var det ikke, ved den store sten med ålgræsset og hestereje-kollektivet? Jo, det var det. Og der kommer hun da også. Bo præsenterer sig høfligt og rækker en arm ud og fanger hendes lille fine finne. Også hun
hilser høfligt og formelt, fortæller hun hedder Kirsten og spørger om de skal komme i gang med sessionen. "Ja" svarer Bo, stadig nervøs.
"Ok, altså Bo, fortæl mig lidt om dig selv" siger psykologen
Ja, jeg hedder som sagt Bo og jeg er en helt almindelig vandmand, glasklar og tallerkenformet siger man vist om os. Jeg bor her i området og arbejder som filtreringsmedarbejder i det verdensomspændende firma Ocean-life. Det er faktisk et meget godt job. Det handler jo blot om at spise. Og det er jeg glad for, så chefen er glad. Jeg er på afdelingen, hvor vi behandler krebsedyrslarver og andre småorganismer op til 0,5 mm.
Bo, hvordan har din opvækst været?
Meget ensom, synes jeg. Jeg kender hverken mine forældre eller mine søskende.
Så det er altså det du gerne vil tale om? Er det derfor du har kontaktet mig?
Jeg er meget ensom i det hele taget, synes jeg. Det er så tilfældigt hvem af mine venner, jeg ser. Det er så længe siden at nogen af dem lige er kommet forbi. Det er ikke fordi jeg ikke ser andre vandmænd og —kvinder, men det er bare altid nogle jeg møder tilfældigt, i forbifarten og kun lige udveksler et hurtigt hej med. Kender du det, det er ofte, når man er blandt mange, at man kan føle sig mest ensom.
Altså, godt, Bo! Hvad med dit sexliv? Er du tilfreds med det?
Nej, det er også forfærdelig ensomt. Jeg savner nærhed!
Fortæl mig hvordan det foregår, Bo!
Jo, altså. Det sker den der ene gang midt på sommeren. Jeg spreder sæd i vandet og vandkvinderne spreder æg i vandet. Ja, og det er min rolle i det. Derefter er jeg overflødig. Så finder sæden og æggene sammen og det befrugtede æg forvandles til en fritsvømmende larve. Og de ligner alle sammen hinanden, så jeg ved slet ikke hvilke der kommer fra mig. Det er meget frustrerende. Men disse her larver søger så mod bunden og udvikler sig til en overvintrende polyp. Denne polyp danner så en såkaldt tallerkenrække og skyder i foråret små cirka 2mm tykke helt ens vandbørn ud i havet. Og ingen af dem har nogen sinde kontaktet mig - eller ydret ønske om at kende deres rødder.
Ok. Bo. Der er masser af ting at arbejde med for dig. Men jeg tror, at du vil gøre dig selv en tjeneste
ved at skrue lidt ned for dit tv-forbrug. De der Disney-filmen har forskruet hjernen på dig,..eller dvs. du har jo faktisk ikke en gang en hjerne, de kan forskrue. Du består af cirka 95 % vand, du kan jo
dårligt kaldes et dyr. Men altså,.. du kan, som vi snakkede om, formere dig og du kan spise og så har du nogle nerver. Du har ingen egenvilje, kun nogle reflekser.. . og så har du godt nok nogle fangtråde med nældeblærer, men de duer jo ikke til meget. Mennesker kan ikke en gang mærke bare
det mindste ubehag, hvis de rører dem. Men du kan altså hverken føle eller tænke og du har ingen venner og man snakker altså ikke om familier i forbindelse med vandmænd.
Bo var overrumplet, men også lidt lettet da strømmen tog ham væk derfra!