Natursyn
Indledning: side
1
Med Grundtvig ud i det grønne… side
2
Løgstrup og det etiske univers … side 14
Tolle og glæden ved at være… side
23
Øvelser i natursyn side
29
Konklusion side
31
Kilder side
32
Indledning
Dette er et kompendium om natursyn, et kompendium i betydningen
"kortfattet lærebog" eller "forelæsningsnotat". Det er
altså ikke en samling af tekster, som jeg har fundet forskellige steder, men en
tekst, som jeg selv har skrevet, på baggrund af inspiration fra flere forskellige
filosofiske tekster.
Meningen med dette skrift er således at give et filosofisk begrundet bud
på, hvorfor det kan være godt og værdifuldt at lave undervisning ude i
naturen.
Et bud, der gerne skulle være så klart, omfattende og inspirerende, at det
kan brugs som en slags overordnet teori bag en livsoplysende og alment dannende
undervisning om og i naturen.
Håbet er at teorien kan inspirere alle slags lærere til at bruge naturen
som en selvfølgelig og hverdagsagtig del af deres undervisning i mange
forskellige fag og emner.
I filosofien spiller åbenhed, nysgerrighed og spørgsmål en afgørende rolle.
Dette er derfor også et forsøg på at skrive noget om naturen i undervisningen,
som stiller lige så mange spørgsmål som det giver svar; noget som opmuntrer og
inspirere til en åben, undersøgende og mangfoldig tilgang til det at være ude i
naturen.
Naturligvis er det også meningen at prøve at komme med nogle tankevækkende,
sammenhængende og ikke-banale svar på spørgsmål som:
Hvad er naturen egentlig for noget – og hvorfor er den så fjern for mange
danskere?
Hvad er det nærmere bestemt, som det at være ude i naturen gør ved os?
Hvorfor bliver man for eksempel ofte oplivet og forfrisket af at være ude i
naturen?
Hvordan kan det være, at nogle mennesker tilsyneladende ikke glædes over naturen?
For at få nogle gode svar på spørgsmål som disse har jeg valgt at bruge 3
af de filosoffer, som jeg kender bedst og har mest respekt for - bl.a. af den
grund, at de hver for sig har tænkt tanker, som har ændret mit (og mange
andres) liv: Grundtvig, K.E. Løgstrup og Eckhart Tolle.
Og så har de alle nogle originale tanker om, hvad det er, naturen kan gøre
ved vores bevidsthed, og hvad bevidsthed i det hele taget er for noget.
Men noget af det vigtigste i filosofi er jo at tænke selv, at tænke efter.
Derfor har jeg prøvet at indlægge nogle spørgsmål i teksten, som man kan vælge
at bruge som inspiration til at tænke efter og formulere, hvad man selv mener
om tingene, inden man læser videre.
Alt i alt håber og tror jeg, at det alt sammen kan være med til at gøre os
klogere på, hvad der kunne være sundt, meningsfuldt og værdiskabende ved at
bruge naturen som en del af sin hverdag og undervisning.
Kapitel 1
- med Grundtvig ud i det grønne…
Grundtvig er med her i sin egenskab af filosof, hvilket han faktisk også
var - den danske fagfilosof Peter Kemp nævner ham endda i forbindelse med store
filosoffer som Rousseau og Marx. I hvert fald havde han nogle tanker, som jeg
mener kan bruges som inspiration i
arbejdet med børn, unge og natur.
Disse tanker har jeg derfor brugt som grundlæggende inspiration for at lave
en teoretisk model, som jeg vil fremlægge og gennemgå her. Jeg vil ikke påstå,
at denne model i et og alt er i overensstemmelse med Grundtvigs syn på sagerne,
men det er heller ikke det væsentlige for mig: Dette er ikke en afhandling om
Grundtvigs menneske- og natursyn, men et forsøg på at bruge hans tanker som
inspiration for at formulere et bud på et pædagogisk natursyn
.
---
Hvorfor er
det nu lige, at det skulle være så godt at begive sig ud i naturen og opholde
sig der?
Hvad er den
særlige kvalitet ved det?
---
Jeg vil hævde, at det gode ved naturen er, at det gør noget godt ved vores
bevidsthed, noget godt, som man ikke kan få i tilsvarende kvalitet og omfang
andre steder, altså f.eks. foran en computer. At være derude, i den ydre natur,
giver os et gode, som er af afgørende betydning for vores indre natur. Om det
ligefrem gør os til bedre mennesker, sådan moralsk set, kan diskuteres -
derimod er der næppe tvivl om, at det gør os til lykkeligere mennesker: Naturen
gør med sin rigdom af farver, former og intellektualitet et eller andet ved
vores bevidsthed, som er lægende, oplivende og inspirerende.
---
Hvis dette
er rigtigt, hvad er det så ved naturen, der gør, at den kan have den virkning
på mennesker?
---
Her er det, at jeg gerne vil bringe Grundtvig på banen. I Grundtvigs verden
findes der nemlig ånd - hvilket der oftest ikke gør i det sen-moderne menneskes
verden, hvilket jo for så vidt kan være godt nok, hvis ikke lige det var fordi,
vi tilsyneladende alligevel har brug for ånd; det vil Grundtvig i hvert fald
mene at vi har.
Men hvad er ånd? I denne sammenhæng er ånd energi, livs-kraft eller
skabe-kraft. Man kan også udtrykke det sådan, at ånd er stoffets skjulte
partner: ånd og stof hører sammen og eksisterer i en levende vekselvirkning med
hinanden. Det kan man illustrere sådan her:
STOF ----------------------------------------- ÅND
Naturen er således ligeså fyldt med ånd, som den er fyldt med stof. Vi kan
bare ikke direkte sanse ånden, som vi kan sanse stoffet. Det lyder måske
mystisk, men det er dog ikke mere fjernt fra vor tid, end at den moderne
naturvidenskab også snakker om energi og om stof - og om energi som noget, der
erkendes ved sin evne til at gøre en indvirkning på stoffet. Forskellen er
bare, at energi i naturvidenskabelig betydning ikke har noget skabende, noget
guddommeligt i sig - og det er netop det særlige ved ånden, at den er en
skabende livskraft af guddommelig oprindelse.
Nogen vil måske her mene, at det at ånden er u-sanselig automatisk gør den
u-virkelig, men det er filosofisk set er fejlslutning: Man kan ikke slutte fra
at man ikke kan sanse noget til at så må det nødvendigvis ikke eksistere…
Hvorfor
ikke? Hvad ville konsekvensen være hvis man kunne det? Kan du nævne et eksempel
på noget vi ikke direkte kan sanse, men som alligevel eksisterer?
Og hvad har det så alt sammen med naturoplevelser at gøre? Pointen er, at
man ved at opholde sig i naturen kommer mere i kontakt med denne oplivende og
inspirerende ånd, end man gør ved at opholde sig i menneskeskabte omgivelser -
og at vi i selve vores natur har brug for denne ånd og dens opladende virkning
på hele vores system.
Det er karakteristisk for naturen som omgivelse, at den er meget mere
kompliceret og detaljeret - har en meget større dybde - end menneskeskabte omgivelser har. Der er langt mere at se
og sanse i naturen (forudsat at man har øje for det, ganske vist) end i
kulturen, og det man sanser i naturen har alt andet lige en mere lykkelig
indvirkning på vores bevidsthed: Det er derfor, man oftest kommer opstemt og
opladet hjem fra en tur i naturen, mens man risikerer at komme nedstemt og
afladet hjem fra en tur i et indkøbscenter, en biograf eller andre
kulturomgivelser.
Naturen som omgivelse er - selv i
gråvejr og alm. dansk kulturlandsskabsstandard - præget af en forbløffende
skønhed i farver, former og tekniske detaljer. Forbløffende i hvert fald, hvis
man vælger at betragte hele herligheden som et produkt af tilfældige kemiske
ændringer i generne, sorteret af en nådesløs kamp om overlevelse og formering.
Knapt så forbløffende, hvis man ser naturens skønhed og tekniske genialitet som
et produkt af en bevidst, velvillig skabelse - som et produkt af ånd, for nu at vende tilbage til det
begreb. Og det er netop pointen i at snakke om ånd i en tekst om natursyn: Ved
at være ude i naturen, ved at være omgivet af natur, så kan man ikke undgå at
blive påvirket af naturens ånd, hvilket altså her vil sige dens skønhed og
intellektualitet. Hvad enten man vil eller ej, så er det sværere at være
forbenet materialist - eller inkarneret pessimist - når man er omgivet og
påvirket af naturens sublime kunstneriske og tekniske detaljer. Jeg er ikke
selv egentlig religiøs; desværre så tror jeg dybest set ikke på noget, jeg ikke
har oplevet som realistisk virkelighed - jeg forlader mig i hvert fald ikke på
andet. Men når jeg er ude i naturen bliver jeg så påvirket af de sanseindtryk,
den giver mig, at jeg finder det meget mere sandsynligt, at hele herligheden er
skabt af en overlegen intelligens, til glæde og velsignelse, end at samme
herlighed er skabt af tilfældigheder og blinde naturlove, til smerte og kamp
for overlevelse.
---
Hvis der ikke
er ånd i naturen, hvorfor er den så blevet så præget af kunstnerisk skønhed og
sublim teknik, som der er generel enighed om at den er?
---
Det er altså min oplevelse og påstand, at der noget i naturen, som gør
noget godt ved os og som man passende kunne kalde for ånd, i betydningen
skabende kraft – hvad enten man så tror på Vorherre eller ej. Men hvordan
forklarer man så, hvad det er, denne påståede ånd gør ved vores bevidsthed? Her
vil jeg igen bringe Grundtvig på banen. I Grundtvigs filosofi er grundlaget –
ret bogstaveligt - en levende vekselvirkning mellem stof og ånd. Oven på eller
ud af denne vekselvirkning udvikler der sig så noget tredje: bevidstheden. Det
kan man tegne på denne måde:
BEVIDSTHED
STOF------------------------------------------ÅND
Bevidstheden er et historisk produkt af vekselvirkningen mellem stof og
ånd. Stof og ånd findes overalt i naturen, men bevidsthed i betydningen
selv-bevidsthed er noget særligt for mennesker. På den måde ender Grundtvig med
at have et ”trekantet” syn på mennesket: Vi består af stof, ånd og
selvbevidsthed (fremover blot kaldet bevidsthed).
---
Men hvorfor
skelner han mellem ånd og bevidsthed - er det ikke to ord for det samme?
---
Nej, for ånden er noget meget større, ældre og ufatteligere end
bevidstheden (som jeg har prøvet at skildre den ovenfor), og hvis man kommer
til at blande dem sammen, risikerer man at komme til at tro alt for meget om
sig selv og sin bevidsthed og ende i et helt urealistisk forhold til sig selv
og verden. Man bliver det, C.G. Jung kaldte opblæst eller inflateret, men det
er en anden sag. Sagen her er, at den guddommelige ånd blæser igennem og
omkring os, og på sin vej op gennem historien efterhånden har udviklet den
menneskelige selvbevidsthed og skabt sådan nogen som os.
Vi er altså for Grundtvig karakteriserede ved at bestå af hele tre ting
(stof, ånd og bevidsthed) og ikke bare to ting (stof og bevidsthed) eller kun
en ting (stof), som andre filosoffer vil påstå. Jeg er tilbøjelig til at holde
med Grundtvig i, at vi er 3-dimentionelle væsener, fordi denne model af
mennesket er mere rummelig end de to andre (dem med at vi er 2 eller
1-dimensionelle) og fordi den forklarer nogle ting i forbindelse med naturoplevelser
bedre, som jeg vil komme tilbage til.
Nu er jeg foreløbig i gang med at forklare, hvad det er, ånden i naturen
gør ved vores bevidsthed. Men for at forklare det, må jeg først forklare, hvad
bevidsthed er ifølge Grundtvig. Interessant nok, så er også vores bevidsthed ”trekantet”,
forstået på den måde at den består af 3 ting: Følelse, forstand og fantasi. For
at forklare, hvad de tre ting står for, må jeg igen først forklare, hvordan
bevidstheden opstår.
Det grundlæggende i bevidstheden er selv-følelsen. Det er evnen til at føle
sig selv, den følelsesmæssige oplevelse af sig selv som en afgrænset helhed.
Hvordan får man så sådan en følelsesmæssig helhedsoplevelse af sig selv? Selv
om det måske lyder indtil nu lyder meget abstrakt, så er Grundtvig meget
konkret i sin tænkning her. Det er nemlig sådan, at et lille barn får en
følelsesmæssig helhedsoplevelse af sig selv på det stadie, hvor det med sin
hånd med vilje kan føle på hele sin krop: Når man vha. den udviklede følelse i
sin hånd har udforsket hele sin krops overflade og det går op for en, at arme,
ben, hoved og det hele hænger sammen i én stor helhed, som er en selv (og ikke
ens mor), så er ens selv-følelse grundlagt. Og dermed er det første hjørne af
bevidsthedens trekant grundlagt.
Når man får en tilsvarende visuel oplevelse af, at alle ens lemmer hænger
sammen i en helhed og at denne helhed virkelig er mig (man ser sig i et spejl
og opdager, at det hele hænger sammen og alt sammen er mig) så har man
grundlagt den anden sansemæssige helhedsoplevelse af sig selv, den Grundtvig
kalder for fantasien.
Endelig kommer der et tidspunkt, hvor man ud over disse helhedsoplevelser
af sig selv får udviklet evnen til at sætte ord på sine oplevelser - og dermed
til at sætte et lydligt udtryk på oplevelsen af sig selv: Man kan sige
"jeg" (interessant nok opererer Grundtvig dog ikke med noget særskilt
jeg i sin bevidsthedsmodel!) Dermed er det sidste aspekt eller hjørne af
bevidstheden grundlagt - det Grundtvig kalder for forstanden.
Når man skal tegne det, kommer det til at se sådan ud:
HØRESANSEN
FORSTAND
FANTASI FØLELSE
SYNSSANSEN FØLESANSEN
På tegningen kan man se, at de tre aspekter af bevidstheden er tegnet inde
i trekanten (hvis ellers at jeg kunne finde ud af at tegne det i det
her program...) Det skal illustrere, at de så at sige er indre dele af
bevidstheden. Bevidstheden har også nogle ydre dele, og det er de 3 sanser:
følesanse, synssansen og høresansen. Det skal forstås på den måde, som jeg også
har forsøgt at tegne, at følelserne er den indre side af følesansen (som her
også omfatter lugt og smag), fantasien er den indre side af synssansen og
forstanden er den indre side af høresansen.
Og hvilken betydning har det så? Jo, det har den betydning, at indholdet af
vores bevidsthed ikke kommer af ingenting, men af de 3 ydre dele af
bevidstheden, af de sansemæssige oplevelser. Min følelsesevne er præcis så
stor, som jeg har konkrete sansemæssige følelsesoplevelser til: Jo mere jeg
haft noget i hånden, lugtet til det og smagt på det (eller kysset det!), jo
flere følelser har jeg for det. Jo flere synsoplevelser jeg har, jo rigere er
min fantasi. Og jo flere ord jeg har hørt, jo fyldigere er min forstand - ja
forstanden er jo simpelthen den indre side af høresansen.
Og nu skulle jeg omsider være i stand til at give en forklaring på, hvad
det er, ånden i naturen gør ved vores bevidsthed - hvorfor det har så stor
betydning for mennesket at få sansemæssige oplevelser i naturen. Svaret er, at
disse sansemæssige oplevelser ganske bogstaveligt fylder vores bevidsthed med
skønhed og intellektualitet, fordi disse to ting netop er åndens mærke i stoffet:
Naturens stof er præget af skønhed og intellektualitet i form af den geniale
teknik i dens levende organismer. Hvis vi altså forestiller os et menneske (A),
der har haft mange naturoplevelser, og sammenligner det med et andet menneske
(B), der har haft færre naturoplevelser, så skulle ifølge denne teori A's
bevidsthed være præget af 1) mere behagelige følelser og 2) flere og større
følelse for natur, sammenlignet med B. De mere behagelige følelser (i mangel af
bedre ord) mener jeg at have forklaret ovenfor og det med de flere følelser for
natur skulle være en følge af, at jo mere man har følt noget, jo mere føler man
for det - hvad enten "det" så er børn, kærester eller naturen som
sådan.
Det sidste forklarer også, hvorfor mange moderne mennesker ikke synes at
have nogen særlige følelser for naturen (men nok for mennesker, tøj, mad ol.)
og ikke føler sig specielt tilskyndede til at gøre noget for bevarelsen af dens
mangfoldighed, renhed eller tilgængelighed. Det er simpelthen fordi, de ikke
(især som børn) har følt naturen helt tæt på, med deres nær-sanser: lugt, smag
og følelse og følgelig ikke har fået dannet nogle følelser for naturen i deres
bevidsthed. Naturen fylder ganske bogstaveligt ikke noget særligt i deres
bevidsthed og derfor gør de naturligt nok ikke noget særligt for at opleve
eller bevare den.
Denne model kan også forklare, hvorfor det ikke nytter så meget, at man
fylder elevers og andre folks bevidstheder med ORD om, hvordan naturen
fungerer, ord om, hvor værdifuld naturen er og ord om, hvor sundt og godt det
er at være ude i den. Disse ord er jo lydlige sanseindtryk, der nok når ind i
bevidstheden, men ind i den del af den, der er den indre side af høresansen,
nemlig forstanden. Derved opnår man i
heldigste fald at fylde forstanden op med ord og begreber om natur - men ord og
begreber om natur er jo netop ikke
det samme som følelser for naturen,
og når det kommer til stykket, så er det vores følelser for noget, der får os
til at handle: hvis man ikke føler noget for et noget, så gør man heller ikke
noget for dette noget, uanset hvor meget forstanden så end siger af ord om det.
Derfor må det være en konsekvens af dette grundtvigske natursyn, at man kun
kan få mennesker til at fatte kærlighed for naturoplevelser ved at tage dem med
ud i naturen, så deres følelses-genererende sanser (lugt, smag og berøring) kan
komme i kontakt med naturen og kanalisere oplevelsen af den ind i følelsesdelen
af bevidstheden. Der er næppe mange naturinteresserede, der vil være uenige i
dette synspunkt, men jeg synes, at denne grundtvigske model giver en
ualmindeligt god teoretisk begrundelse for synspunktet.
Endvidere kan den forklare, hvorfor det, selvom man tager folk med ud i
naturen og tilbyder dem en masse sanselige oplevelser, alligevel ikke altid
lykkes at etablere en kontakt mellem dem og naturen derude; det er lige som om,
at nogen ikke har sans for naturen, men kun sanser hinanden eller noget inde i
deres egen bevidsthed….
Hvordan kan det være, at naturen ikke formår at fange deres opmærksomhed?
Ud fra denne model er svaret, at deres opmærksomhed allerede er fanget - og det i en grad, så det kan
kræve ekstreme aktiviteter (så som ekstremsport) at få den frigjort! Og det,
deres opmærksomhed er fanget af, det er sandsynligvis den del af bevidstheden,
som Grundtvig kaldte forstanden, og som med et moderne billede passende kan
kaldes den indre radio. Det er den del af bevidstheden, som består af lyde, af
ord (den indre side af høresansen), altså den del af vores bevidsthed, der hele
tiden snakker løs, mere (Program 1!) eller mindre (program 3?) sammenhængende
og seriøst. Det ser ud til, at de fleste moderne mennesker har en indre stemme,
der stort set hele tiden snakker løs og kommenterer, spekulerer og analyserer.
---
Eller hvad?
Har du sådan en indre stemme? Hvor meget fylder den i bevidstheden?
---
Det er der ikke i sig selv noget galt i - tværtimod er det jo denne indre
stemme, der gør os til forstandige væsener, der kan sætte ord og begreber på
tingene og på denne måde få et helt anderledes effektivt greb om dem, end de
væsener (dyrene), der ikke har noget sprog, kan. Det er denne forstand, der
gør, at vi kan formulere os om os selv, hinanden og den verden, vi lever i, og
i det hele taget opbygge en menneskelig kultur.
Derfor er skolesystemet også i høj grad opbygget på at træne forstanden op,
på at fylde bevidstheden med ord, lige fra ABC til ord som "Bæredygtig
udvikling", "regeletik" og ""fotosyntese" -
hvilket jo stort set alt sammen er udmærket og et nødvendigt fundament for at
kunne begå og udvikle sig i et moderne samfund.
Problemet er bare, at når vi en gang imellem forlader kulturen for at gå ud
og opleve naturen, så følger denne indre stemme jo med, ja, den ikke alene
følger med, den fortsætter så at sige med at kværne løs som en radio, man ikke
kan finde ud af at slukke for. Og det er denne stadige kværnen, der fanger og
fastholder opmærksomheden, så der ikke bliver nok opmærksomhed tilbage til at
lade sig fange af naturens ellers i sig selv facinerende fænomener. På den måde
bliver man fanget og fastholdt i sin egen bevidsthed, og dermed langt hen ad
vejen afskåret fra den oplivende og opladende kontakt med naturen (s ånd), jeg
tidligere har forsøgt at beskrive.
---
Hvad skal
der til, før du får ro i sindet og kan være fuldt nærværende derude?
---
Inden jeg giver et bud på, hvordan man trods denne indre radio kan få
frigjort noget mere opmærksomhed til sansning af naturen, vil jeg lige tegne
den grundtvigske model op igen, denne gang som 2 trekanter:
FORSTAND
FANTASI FØLELSE
BEVIDSTHED
STOF ÅND
I den øveste trekant, den der symboliserer bevidstheden, mangler der endnu
et element, som vi skal bruge for at forstå, hvordan bevidstheden fungerer
ifølge Grundtvig. Dette element er det, han kalder for fornuften. Og hvad er så
fornuften for noget? For Grundtvig er fornuften kort sagt bevidsthedens hånd,
bevidsthedens handleevne. De tre
andre dele af bevidstheden, som jeg indtil nu har brugt, er bevidsthedens sanseevner: forstanden som den indre
hørelse, fantasien som det indre syn og følelsen som den indre følelse.
Altsammen passive, registrerende elementer af bevidstheden. I modsætning hertil
er fornuften en aktiv, handlende del af bevidstheden - den hånd, der kan
begribe, behandle og håndtere ting i bevidstheden (tanker, billeder og
følelser) på samme måde som den fysiske hånd kan gribe, behandle og håndtere
ting i den ydre verden. Hvis man skal forsøge at tegne dette, kan man gøre det
ved at placere fornuften midt i bevidstheden:
FORSTAND
FORNUFT
FANTASI FØLELSE
Fornuften er altså evnen til at tænke, forstået på den måde, at man med den
kan kontrollere sine tanker (de
strømme af ord, som forstanden producerer) og sætte dem sammen på nye og
personlige måder. Men også helst forstået på den måde, at man med den kan standse sine tanker, få dem til at falde
til ro, så ens bevidsthed kan blive fyldt med andet end ord. For eksempel blive
fyldt med sanseindtryk fra naturen.
Så svaret på, hvordan man kan hjælpe folk til at få nogle bedre (i
betydningen klarere, dybere og mere nuancerede) naturoplevelser er sådan set:
Appeler til fornuften! Få fornuften til at skrue ned for den indre radio, så
der kan blive båndbredde i bevidstheden til den fulde oplevelse og nydelse af
naturen.
Og hvordan gør man så det? Det tror jeg, at der er i det mindste to
forskellige måder at gøre det på - to forskellige måder, der måske også kan
belyse nogle af de forskellige indgangsvinkler, folk har til oplevelser og
aktiviteter i naturen.
Den ene måde at få fornuften til at stoppe den indre radio på, er at gøre noget, som kræver bevidsthedens
fulde opmærksomhed, så fokus indsnævres til nu-og-her og rettes 100% udad på
situationen (type 1) Den anden måde er at sanse
noget så intenst, at fokus flyttes fra den indre radio og over til sansningen,
så hele ens bevidsthed fyldes med sansningen og der ikke bliver tid og rum til
den indre radio (type 2)
Et eksempel på den første måde er mere eller mindre farebetonede
friluftslivsaktiviteter, som klatring, rapelling eller riverrafting. En eller
anden form for aktivitet, der ved selve sin udførelse kræver koncentration om
nu-og-her i en grad, så bevidstheden automatisk rives ud af sig selv og
fokuseres på noget ydre. Derved opnår man at komme i en anden sindstilstand -
eller bevidsthedstilstand, for nu at blive i modellen - end den daglige, hvor
den indre radio kværner løs.
En bevidsthedstilstand, der er værd at stræbe efter af i hvert fald to
grunde: For det første, fordi den giver fred og ro i bevidstheden (fred for den
stadige strøm af tanker, man ikke uden videre selv kan standse) - og for det
andet fordi, den fokuserer og koncentrerer bevidstheden i en grad, så man oplever aktiviteten (og til
dels den omgivende natur) usædvanligt intenst og levende. Man føler sig virkeligt levende i en virkeligt nærværende virkelighed, mærker hele sin
krop i en tændt og vibrerende tilstand - eller hvordan man nu vil vælge at
udtrykke det. I alle tilfælde føler man noget, der er en slående kontrast til
et hverdagsliv præget af ringe kropslige udfordringer og ofte også af mangel på
nerve, nærvær og intensitet.
Jeg tror ikke, man skal undervurdere den betydning, det kan have for os
kulturmennesker på denne måde at få fred for forstanden - at blive lettet lidt
for den "kulturens byrde", som Freud talte om - og mere gang i
følelserne, forstået ganske konkret og bogstaveligt som følelsen af det reb, ens liv hænger i, mellem hænderne; følelsen af
at koncentrere næsten hele opmærksomheden i den fod, der skal finde et fast
fæste; eller følelsen af hele ens krop for at holde balancen i en ustabil kano.
Så det er ikke for at forklejne denne måde at komme til at opleve livet
mere intenst på, at jeg bruger resten af pladsen på den anden måde (type 2) -
det er mest fordi, denne anden måde efter min mening og erfaring er mere almen
end den første: Den kan bruges af flere, under flere omstændigheder og i flere
år; om ikke andet, så sætter alderen en naturlig grænse for udfoldelsen af den
første form, som hovedsageligt både fysisk og psykisk hører ungdommen til. Den
anden kan derimod bruges hele livet og kræver ikke særlige færdigheder.
Derimod kræver den nok flere forklaringer end den første, der er lettere
umiddelbart at forstå (om end ikke at praktisere!). Den første måde kan
karakteriseres ved, at den er fokuseret på handling,
på krop og på voldsommere aktiviteter, mens den anden er fokuseret på sansning, på bevidsthed og på roligere aktiviteter.
Man kan også udtrykke det sådan, at den første handler om at bevidstheden reagerer ud i naturen -
mens den anden tværtimod handler om, at naturen
reagerer ind i bevidstheden. For spørgsmålet er:
---
Hvad det er,
vi skal derude i naturen?
Behøver vi
altid at medbringe et arsenal af nye, målrettede aktiviteter, som vi kan fyre
af derude?
Hvorfor skal
vi (vestlige) mennesker altid gøre noget - hvorfor kan vi ikke bare være?
Hvorfor er
vi i vor tid og samfund altid på vej fra den ene aktivitet til den næste; hvad
er det, vi skal nå?
---
Problemet er, at hvis man lægger hovedvægten på at opleve naturen og ånden
i den (og det gør man her i den anden måde), så er man nødt til at få meget
mere ro over feltet, fordi det kræver en vis ro i krop og sjæl at kunne sanse
de finere nuancer i naturen. Hvis kroppen og bevidstheden er konstant aktive og
koncentrerede om at reagere sig selv ud i naturen, så bliver der rimeligvis
ikke nogen videre mulighed for, at naturen kan komme til at reagere sig selv
ind i bevidstheden.
---
Kan man
forestille sig seriøs og målrettet undervisning ude i naturen, hvor man ikke
skal noget særligt?
---
De fleste kan vel nok forestille sig det, man hvad skulle formålet være med
det? Formålet med den slags naturundervisning kunne være at danne en modpol til
det hverdagsliv, der netop er præget af målrettede aktiviteter og planer. Mit
hverdagsliv i hvert fald præget af planlægning, målrettede aktiviteter,
tidsskemaer, evalueringer mv. For at blive i sproget fra den grundtvigske
model, så er min bevidsthed i hverdagen domineret af forstanden, mere end af
følelsen og fantasien. Og det er som før nævnt for så vidt godt nok - bare man
husker, at (ifølge Grundtvig) vi er hele mennesker, hvis bevidsthed ikke næres
af forstand alene.
Faktisk mener Grundtvig, at man både som menneske og som menneskehed kan
komme ud i "den rationalistiske fejltagelse", der altså består i, at
man kommer til at lægge for meget vægt på forstanden og dermed bliver
"skæve" eller "halve" mennesker (i modsætning til ideen om
det "hele" menneske, som Grundtvig kan siges at repræsentere).
Jeg mener, at man skal passe på, at ens fritids- og naturliv ikke kommer
til at ligne ens hverdagsliv for meget, om ikke i de konkrete ting, man gør, så
i den måde og det tempo, man gør tingene på. Det er vigtigt, at dette andet liv
kan afbalancere hverdagslivet, så man får et mere helt liv og en mere hel
bevidsthed. Det er vigtigt for vores KROP (så det parasympatiske nervesystem;
det, der geare ned og regenererer, kan komme på banen og gøre kroppen sundere
og stærkere), det er vigtigt for vores BEVIDSTHED (så følelsen og fantasien som
nævnt kan komme på banen og forstanden blive sendt på en slapper) og det er ikke
mindst vigtigt for vores ÅND, så den ikke tørrer ud og mister forbindelsen til
naturens større helhed - til Den store Ånd, som de gamle indianere sagde.
Hver gang jeg skal holde ferie, gør jeg den samme erfaring: Det, det gælder
om, er ikke at nå en hel masse i det samme hæsblæsende tempo som i hverdagen,
men tværtimod om ikke at skulle noget særligt; om at skulle så lidt planlagt og
tidsstyret som muligt. Om at kunne opleve den store luksus, det er at vågne op
af sig selv, når man er udhvilet og dvælende gå en dag i møde, hvor man ikke
skal noget bestemt, men lader mulighederne vise og udvikle sig. Når jeg gør
det, kan jeg føle (følelsen er det
grundlæggende i bevidstheden hos Grundtvig), hvordan bevidstheden heles og
skærpes og ånden & kroppen finder hinanden igen. Hele systemet regenereres
og genoplades.
Jeg taler ikke for, at man aldrig skal lave aktiviteter når man bruger
naturen i sin undervisning (bestemt ikke, og det vil man også erfare i min
undervisning…), men for, at man engang imellem skal give tid, rum og mulighed for at lade livet i
os, imellem os og i naturen folde sig ud i sin egen takt og efter sin egen
dagsorden. Nogle af de bedste oplevelser, jeg har haft med andre mennesker, er
netop bare at være sammen uden at skulle noget særligt - i naturen vel at
mærke, for det er ofte anderledes anspændt og ufrugtbart "bare at være
sammen uden at skulle noget særligt" i en 2-værelses på Nørrebro. Men i naturens
omgivelser, med plads, lys, frisk luft, skønhed osv., sker der oftest noget
godt og interessant med samtalen og med samværet.
Jeg taler heller ikke for, at man fortrinsvis skal sidde stille hen og
vegetere. Hvis man får lyst til at folde sig kropsligt ud (og det får man da
forhåbentlig ind i mellem), skal man naturligvis nyde at gøre det. Men jeg
taler for, at det ikke altid skal
være så planlagt, krævende og grej-orienteret. Man kan se sig om og spørge sig
selv og hinanden: Hvad kan vi lave her? Hvilke muligheder er der i dette terræn
og med denne gruppe? Hvad kunne vi lære om naturen her? Hvilken leg indbyder
naturen os til her og nu?
Kapitel 2
- med Løgstrup kommer etikken på banen…
Indtil nu har jeg brugt Grundtvig til at forklare, hvordan bevidsthed
opstår og hvilken betydning naturoplevelser kan have for denne bevidsthed. Jeg
har herunder prøvet at argumentere for betydningen af, at man lader naturen
reagere ind i sin bevidsthed, i stedet for som sædvanlig at forsøge at forme
verden efter sine forestillinger om den, f.eks. ved at skulle foretage sig en
række målrettede aktiviteter i kamp mod naturen.
For at forklare nærmere, hvad det er sansningen af natur gør ved vores
bevidsthed - og især for at begrunde, hvorfor sansningen af natur er så
værdifuld - vil jeg bruge nogle af K.E. Løgstrups tanker som inspiration.
Ligesom med Grundtvig er hensigten ikke at fremføre en akademisk redegørelse
for Løgstrups tanker, men at bruge dem som afsæt for at formulere nogle ideer,
som jeg selv synes er tankevækkende og inspirerende …
Det, jeg synes er særligt inspirende ved Løgstrups tankeverden, er hans
ideer om sansningen og om sansningens betydning for etikken. Med hensyn til
sansningen, så har han det synspunkt, at sansningen fungerer på den måde, at
den ophæver afstanden mellem os der sanser, og det, vi sanser. Når jeg nu
sidder og ser på denne computerskærm, så er det filosofisk interessante ikke,
at der er en vis afstand mellem min krop som fysisk objekt og computerskærmen
som fysisk objekt (cirka 60 centimeter…), men at der i min sansning af den ikke er nogen afstand mellem den og mig (0
centimeter!). Det betyder naturligvis ikke, at den fysiske afstand til
computerskærmen ( de 60 centimeter) er en illusion, men det betyder, at der
ikke er nogen afstand til skærmen i min
bevidsthed; computerskærmen er slet og ret en del af min bevidsthed, når
jeg sanser den.
Man kan også formulere det på den måde, at min bevidsthed i sansningen
rækker ud gennem sanserne og optager det, jeg sanser, i mig. I sansningen rører
min bevidsthed ved det, jeg sanser.
---
Har du
oplevet det?
---
Løgstrups grundlæggende argument for denne radikalt anderledes måde at se
på sansningen på, er simplethen, at det
er sådan vi oplever det. Når jeg sidder og ser på en smuk og frodig plante
(til afveksling fra computerskærmen…), så opleves denne plante som en del af
min bevidsthed, ja, når den er så tæt på som den her plante her, så fylder den
faktisk det meste af min bevidsthed -
indtil jeg kommer til at tænke på de næste ord, jeg skal til at skrive.
Det betyder, at min bevidsthed ikke
er inde i mit hoved, men ude i
sanserne og dermed - da sanserne for Løgstrup er åbninger ud til universet -
ude i universet. Dette er en fuldstændig anderledes måde at opfatte bevidsthed
på (som ikke alene skyldes Løgstrup, men er hovedtanken i den filosofiske
retning, der kaldes for fænomenologien, og som blev grundlagt af Edmund
Husserl) og den står i komplet modsætning til den almindelige filosofiske
opfattelse (som bl.a. naturvidenskaben støtter sig til), at bevidstheden er
lukket ind i mørket bag kraniet.
---
Hvor i
verden ville du placere din bevidsthed?
---
Sagt på en anden måde, så er det et opgør med subjekt - objekt tænkningen,
altså den forestilling (for det er det jo dybest set), at mennesket er én ting
(et subjekt), der er stillet over for andre ting (objekter), og at subjektet
klart og utvetydigt er adskildt fra objekterne. De fleste vestlige tænkere -
filosoffer såvel som os andre - tænker i subjekt-objekt-tænkningen, så derfor
kan det være vanskeligt virkelig at forstå en anden tænkning.
Hvis man tager Løgstrups briller på og går ud i naturen, så sker der det,
at ens bevidsthed via de åbninger til verden, som sanserne er, udvider sig ud i
naturen og omfatter alt det, man kan sanse derude: Jeg går så at sige tur i min
egen (og Guds, for Løgstrup er egentlig teolog) bevidsthed.
Hvis jeg tager naturvidenskabens briller på og går ud i naturen, så sker
der det, at mine sanser optager en film (med lyd, dufte og det hele), som
bevidstheden så "sidder" og ser inde i mørket i hjernen. Sanserne er
altså instrumenter, der registrerer verden (som består af objekter) for
subjektet.
Disse to vidt forskellige måder at forstå sansningen på har flere
konsekvenser, især for hvilken verden eller virkelighed, vi mener at leve i. I
sin yderste konsekvens betyder det, at et menneske, der så at sige ser med
Løgstrups briller på ikke lever i den samme virkelighed som et menneske, der
ser med naturvidenskabens briller på.
Dette er måske nemmere at forstå, hvis man i stedet for Løgstrup tænker på
en taoistisk eller buddistisk vismand - eller på et naturmenneske som en
regnskovsindianer. Disse mennesker lever (efter alt at dømme!) i det man kunne
kalde for Den sanselige Verden.
I Den sanselige Verden er der ikke nogen skarp og reel adskillelse mellem
subjektet og objekterne - i kraft af bevidstheden flyder man delvist sammen med
verden, er en organisk del af naturen. I denne verden lever man også i en fælles verden og virkelighed: Hvis du og
jeg står og betragter det samme træ, så er det jo sådan, at vore øjne er
åbninger, huller, ud i verden, hvorigennem vi ser den samme virkelighed. Vi
lever i den samme verden.
Den sanselige Verden er endvidere karakteriseret ved at være fyldt med
virkelige farver, virkelige dufte og virkelige toner. Det beyder, at når jeg
oplever, at verden har disse kvaliteter, så er det fordi, den faktisk har dem -
farverne, duftene og tonerne er derude. Det lyder måske trivielt og banalt, men
det er langt fra givet, at det er det, som den senere beskrivelse af et
naturvidenskabeligt eller objektivt syn på verden gerne skulle vise.
I Den sanselige Verden har naturen således kvaliteter; udover farve osv. er
det også skønhed, hæslighed, ondskab og godhed. På denne måde ender verden med
at være grundlæggende betydningsfuld og meningsfuld. Mening og betydning er
ikke noget, mennesket lægger i verden og naturen - det er noget, som den rummer
i sig selv, i kraft af sig selv. Meget kort sagt så er det sådan, fordi
Vorherre har lagt disse kvaliteter ind i verden ved sin skabelse af den
(Løgstrup er skabelsesteolog).
Summa sumarum ender det med, at universet bliver personagtigt, et væsen,
som vil os det godt, samt at menneskets tilværelse faktisk er virkelig og
meningsfuld.
Det at verden og virkelighed kommer til at bestå af væsener (fremfor af ting), har den konsekvens for etikken, at denne
får et reelt, universelt grundlag. Argumentet herfor er kort sagt det simple,
at etik er noget, der gælder for væsener, ikke for ting. Man kan ikke (med
mening) hævde, at have et etisk forhold til en lampe - til gengæld kan man ikke
undgå at have et etisk forhold til et levende væsen som f.eks. et menneske. Man
kan godt vælge at behandle dette væsen på en u-etisk måde (deri ligger netop den menneskelige frihed),
men man kan ikke komme uden om, at der ligger noget andet i at stå overfor et
menneske end overfor en ting. I samme øjeblik jeg sanser et objekt, så at sige,
som et levende væsen, så har jeg i selvsamme øjeblik etableret et etisk
forpligtende forhold til det. Jeg sanser - og føler - dette levende objekt
anderledes end et dødt objekt. Sådan er vi, verden og sansningen indrettet. Det
er sådan, vi oplever det, hvis vi undersøger sagen (især sansningen) nøjere.
Det er derfor, man er nødt til at u-menneskeliggøre, tingsliggøre og
anonymisere de mennesker, man af en eller anden grund ønsker at såre, lemlæste
eller dræbe. Man er nødt til at prøve at flytte dem fra væsenernes verden over
i tingenes verden, for ting kan man etisk set gøre med, hvad man vil.
Hermed nærmer vi os den anden verden, som man kunne kalde for Den objektive
Verden. Den objektive verden er en modsætning til Den sanselige Verden. I den
objektive verden er der en skarp og
reel adskillelse mellem subjekt og objekt. Objekterne er derude i verden (på en
eller anden måde) og subjektet er her inde i hovedet (på en eller anden måde).
Det betyder, at jeg kan forholde mig objektivt til tingene, fordi jeg netop er
adskildt fra dem, og kan studere dem med min bevidsthed, uden at denne
bevidsthed på nogen måde flyder sammen med dem. Jeg kan bogstaveligt talt se
objektivt på tingene. Dette er grundlaget for den traditionelle
naturvidenskabelige måde at se på tingene på, og dermed grundlaget for den
moderne vestlige teknologi og kultur. Vores
virkelighed er fyldt med objekter, med ting (og ikke så meget med væsener) - og
derfor er vi naturligt nok blevet materialister i forskellige grader.
Derfor lever vi dog ikke i en fælles virkelighed. Konsekvensen af denne
tænkning er tværtimod, at vi grundlæggende lever i hver vores (indre) verden. I
det mindste i den betydning, at det eneste vi kan blive enige om og være sikre
på i fællesskab, det er kvantiteterne ved
tingene derude. Vi kan objektivt konstatere, at blomsten vejer 32,56 gram og
har en diameter på 5, 67 cm på en sådan måde, at ingen (meningsfuldt) kan være
uenig i det - men vi kan ikke med sikkerhed vide, om vi sanser de sammen kvaliteter ved blomsten: farven, duften
og betydningen.
I bestræbelsen på at komme til en fælles, objektiv, efterprøvelig,
videnskabelig forståelse af verden har man i Den objektive Verden naturligt nok
fokuseret på de kvantiteter, som man som sagt kunne komme til en fælles
erkendelse af. Det vil i sidste ende sig fysiske ting og tal. Ting og tal er
bundlinien, det ultimative facit i denne tankeverden. Derfor bliver fysikken
den højeste erkendelsesform, den videnskab der har størst status, og
materialismen bliver den dominerende livsform.
Problemet med at leve i Den objektive Verden (og det gør man som sagt, hvis
man tænker på denne måde) er, at det er en verden uden reel mening og etik. I denne verden er
etikken hjemløs. Den er rodløs her og eksisterer højest som nogle perifere,
abstrakte teorier. Ingen har en ægte interesse i etik, fordi etik jo ikke
falder ind under det kvantitative, ind under det, der kan måles, vejes og
håndteres.
Problemet i dette viser sig, når man kommer ud for lidelser af et vist
omfang, så der melder sig et behov for meningsfulde forklaringer på, hvorfor
man har det så ondt, og et behov for trøst. At kende Månens vægt eller
afstanden til Saturn giver hverken mening eller trøst. Talfacitter trøster
ikke. I denne verden er man altså på Herrens mark, når tilværelsen gør ondt.
---
Og hvad har
alt dette så med friluftsliv at gøre?
---
For det første må man regne med, at de mennesker, man laver friluftsliv for
og med, mest lever i Den objektive Verden. Det er de blevet opdraget til - mere
eller mindre bevidst - af uddannelsessystemet, af medierne, af markedsøkonomien
og af de allerfleste voksne mennesker i deres barndom. Sådan er vores
nu-moderne, vestlige kultur.
For at få noget dybere ud af at være i naturen må man imidlertid være i
stand til i det mindste at kontakte Den sanselige Verden. I Den sanselige
Verden i naturen ligger nemlig kvaliteterne undren, glæde, skønhed, fred,
storhed mm. gemt. Den pædagogiske udfordring for friluftsliv kan derfor her
formuleres som noget i retning af at lokke eller måske endda trække folk ud af
Den objektive Verden og over i Den sanselige Verden. Give dem en konkret
oplevelse af en større, rigere og mere farverig virkelighed.
For det andet må man gå ud fra, at ens elever i friluftsliv ikke har noget
egentligt etisk forhold til naturen og dens væsener. Man bør altså ikke regne
med, at de uden videre opfører sig etisk forsvarligt derude (for en sikkerheds
skyld vil jeg gerne indføje, at dette jo ikke betyder, at de ikke er etiske på andre områder end lige dette). Derfor
har man som friluftslivslærer en særlig pædagogiske udfordring og opgave i at
tilrette tingene sådan, at naturen ikke lider unødig overlast, samtidig med, at
ens elever i det mindste får muligheder for at lægge grunden til et etisk
forhold til naturen også.
For det tredje kan man ud fra Løgstrups tænkning lægge vægt på, at
friluftsliv, det at være i naturen, meget handler om at komme i nogle gode stemninger. Det er nemlig sådan, at der
til enhver sansning hører en bestemt stemning. Sansningen stemmer sindet. Og
sansningen af naturen stemmer sindet på en helt anden måde, end sansningen af
kulturfænomener gør det. Ved at være ude i naturen lader man sin bevidsthed op
med de stemninger, som er i naturen. Og det er ganske bogstaveligt oplivende, fordi naturens skønhed og ro
(og andre subtile kvaliteter) stemmer sindet lette og lysere. Jeg har f.eks.
selv oplevet at gå lange ture i skoven, i begyndelsen tynget af tunge
stemninger, som uden nogen særlig indsats fra min side var væk, når jeg kom
hjem - bare turen var lang nok!
Naturen er en guddommelig kunstudstilling, og dens subline æstetik virker
direkte ind på vores sind gennem de åbninger, som sanserne er.
---
Hvor i
verden findes de største kunstværker - på museer eller i naturen?
---
Ud fra denne vinkel er der en vigtig pædagogisk opgave i at tilrettelægge
undervisningen i friluftsliv sådan, at naturen gennem sansningen kan komme til
at virke oplivende ind på vores ofte stressede og overfladiske sind. At dette
kræver andre aktiviteter end de risikobetonede siger vist sig selv -
aktiviteter som vandring og udesidning vil derimod være velegnede. Efter min
erfaring virker naturens kunstværker bedst, hvis man går tæt på dem, ned i
detaljen. Skønheden i former og farver hos insekter, mosser, spindelvæv, bark
og småsten og andre småting er slående, også ofte for den uøvede opmærksomhed.
På denne måde kan man argumentere for, at en grundlæggende værdi bag faget
friluftsliv er oplivelse. Formålet
med faget friluftslv er at oplive. Faget kan dermed siges at have en særlig
eksistensberettigelse i de frie skoler, hvis værdigrundlag må formodes at lægge
stor vægt på begrebet oplive. Traditionelt skulle denne oplivelse primært komme
fra sangen, fællessangen, men man kan spørge sig selv, om dette rækker nu om
dage? Kan det moderne menneske synge sig livsglæden til? Eller har vi behov for
noget andet og mere, i form af sansningen, sansningen af naturen især?
Kapitel 3
- Tolle og glæden ved at være…
Eckhart Tolle er en moderne oplysningstænker. Med moderne mener jeg her, at
han tænker og skriver ud fra vor tid (hans foreløbige hovedværk "Nuets
kraft" er udgivet på dansk i 2000). Og med oplysningstænker mener jeg, at
han tænker og skriver om oplysning. Hans hovedsigte er helt klart folkelig livsoplysning, for nu at bruge
et grundtvigsk begreb.
Jeg synes, at Tolle er en spændende og relevant filosof, fordi han er en
usædvanlig klar, levende og målrettet tænker. Han tager fat i det gamle og
noget fortyggede begreb "oplysning", som han puster nyt liv i på en
måde, så det får aktualitet og relevans for sådan nogen moderne mennesker som
os. Han gør altså oplysningstanken -
tanken om, at man kan blive et oplyst, hvilket vil sige noget i retning af et
mere vågent, levende og nærværende menneske - levende igen.
Inden jeg prøver at forklare, hvad der nærmere ligger i begrebet oplysning,
hvordan man bliver det og hvad det i øvrigt har med sagen at gøre, vil jeg kort
fortælle lidt om, hvad slags menneske Eckhart Tolle er, så man bedre kan forstå
baggrunden for hans tanker.
Der er nemlig en nøje sammenhæng mellem hans liv og hans filosofi, hvilket
efterhånden er noget usædvanligt. Tolle lever, eller ser i hvert fald ud til at
leve, det han tænker. Det gør ham til en mere autentisk tænker, og dermed mere
troværdig og inspirerende, synes jeg.
Eckhart Tolle er et af de mennesker, hvis liv har ændret sig radikalt pga.
en filosofisk tanke eller indsigt (det synes jeg i sig selv er meget
interessant, fordi det viser noget om potensen og potentialet i filosofien; at
den ikke bare er snak og hjernespind…). Meget kort fortalt så er historien den,
at han i de første 30 år af sit liv led meget af angst og depressioner, så
meget, at det drev ham til randen af selvmord. En nat var det særligt slemt,
han beskriver det selv som en tilstand af absolut rædsel og dyb afsky for
verden. En tilstand, der fremkaldte en dyb længsel efter udslettelse i ham, der
tog form af tanken: "Jeg kan ikke leve med mig selv længere", som
kørte rundt i hovedet på ham.
Nu skete der imidlertid det, at han i stedet for at begå selvmord pludselig
blev opmærksom på selve denne tanke, på noget besynderligt ved den. Det der
slog ham, det var, at der i denne tanke optræder to jeg'er, to identiteter: Et "jeg" og et "mig
selv". Han skriver selv om det: "Er jeg en eller to? Hvis jeg ikke
kan leve med mig selv, må der være to af mig, nemlig "jeg" og det
"selv", "jeg" ikke kan leve med. "Måske", tænkte
jeg, "er der kun en af dem, der er virkelig" (Eckhart Tolle:
"Nuets kraft", Borgen 2000, side 22)
Denne filosofiske indsigt ændrede fuldstændig hans liv, på en måde, som jeg
ikke vil komme nærmere ind på her, udover, at den lagde grunden for ham til et
meget lykkeligere liv og en original filosofisk produktion. For mig er det
afgørende i denne forbindelse, at det var en filosofisk argumentation og
indsigt, der oplyste hans liv - og ikke f.eks. en religiøs omvendelse - og at
han senere har gjort det til sit arbejde at forsøge at formidle denne oplysning
ved i høj grad at anvende filosofisk argumentation og indsigt.
Hvad er så oplysning?
Det er ikke let at formidle begrebet oplysning. Egentlig er oplysning,
sådan som han definerer det, ikke et
begreb, der kan forklares, men en tilstand, der skal opleves. Oplysning er
nemlig ikke noget, der forstås med forstanden, men noget, der fornemmes med
følelsen, for nu at bruge de grundtvigske begreber fra 1. kapitel. Oplysning er
en følelse. En følelse af kontakt med sin inderste og oprindelige natur, med
det, han kalder for væren.
Væren er menneskets egentlige identitet. Det er det, vi dybest set er.
Dybest set er vi bare - en form for
unuanceret eksistens. Denne centrale kerne i os fornemmes som det, der oplever
eller har alle vore tanker, følelser og kroppen. Tolle kalder det også for iagttageren eller det tavse vidne. Det er den del af os, der på en eller anden måde
står uden for vores krop, tanker og følelser - står uden for i den betydning,
at vi fra denne del kan se på f.eks. en tanke på samme måde som vi kan se på en
fysisk ting som en stol.
Denne filosofiske eller eksistentielle indsigt - at vi kan se objektivt på
os selv - har jeg længe fundet både enkel og rystende. Dels fordi, enhver med
lidt opmærksomhed kan opleve, at det faktisk er sådan (det ligger jo også i
sproget, med jeg tænker, jeg føler osv. - vi skriver jo ikke bare
"tænker" og "føler", som vi jo burde, hvis vi oplevede, at
den, der handler og handlingen var et og det samme) og dels fordi, denne
indsigt har meget vidtrækkende konsekvenser.
Konsekvenserne er bl.a., at jeg ikke er identisk med mine tanker og
følelser, med det man (som Tolle gør det) samlet kunne kalde for sindet. Sindet
er ikke noget jeg er, det er noget, jeg har. Og det er det som sagt fordi, hvis
det ikke var sådan, så ville jeg ikke kunne se objektivt eller udefra på
sindet, så ville iagttageren og det iagttagede være et og det samme og dermed
kunne jeg jo ikke blive bevidst om det.
Men hvis jeg ikke er identisk med mine tanker og følelser, med mit sind, så
kan jeg begynde at forholde mig til
det, som Kierkegaard nok ville udtrykke det. Jeg kan så at sige holde mit sind
ud i armslængde og se det nærmere efter i sømmene. Jeg kan iagttage det og
analysere det. Jeg kan endda begynde at gøre noget ved den måde, det er bygget
op på og fungerer på. Jeg kan vælge
at arbejde med min eksistens.
At være oplyst betyder ifølge Tolle, at man oplever sig selv på denne måde,
at man har kontakt til sin egen inderste eksistens. At man ser veden fra dette
synspunkt. Det betyder også, at man føler en dyb fred, en intens glæde og en
stor ømhed overfor andre væsener, men det vil jeg ikke gøre nærmere rede for
her.
Det der adskiller en oplyst fra en ikke-oplyst er ifølge Tolle ikke noget
genetisk, noget karmisk eller et heldigt tilfælde, men netop det, at man helt
og fuldt har indset, at man ikke er
sindet eller ego'et, som han også kalder det, og derfor ikke identificerer sig
med det, men derimod med væren, med iagttageren, som er det sande, oprindelige
selv.
Oplysning er således et spørgsmål om filosofisk indsigt, og det er for alt
folket. Der er ikke nogen, der på forhånd er udelukket for oplysning, hvis de
kan og vil gøre den nødvendige filosofisk-eksistentielle indsats.
Man kan måske undre sig over, at vi ikke alle er oplyste, hvis det er en
del af vores fælles natur og forholdsvist folkeligt tilgængeligt. Grunden
hertil er noget kompliceret, men kort fortalt er Tolles påstand, at vi er
kommet i vane med at identificere os med sindet, med egoet, i en grad, så det
ikke er så ligetil at holde op med det. Når vi gribes af en stærk følelse, så
oversvømmes hele vores bevidsthed af den i en grad, så vi bliver eet med
følelsen og fuldstændig glemmer at forholde os iagttagende til følelsen. Og vi
er blevet så vante til at tænke, at tankerne kværner løs med mere eller mindre
løse associationer, indfald, kommentarer mv. i hele vores vågne tilværelse.
Følelserne og tankerne fylder på den måde så meget, at vi ikke kan se eller
føle vores egentlige, dybe natur bag sindet. Vi er blevet eet med egoet.
---
I hvor lang
tid kan du lade være med at tænke?
---
Vi er blevet så optaget af sindet - eller forstanden i den grundtvigske terminologi - at vi bogstaveligt har
mistet sansen for vores egen indre natur og for den ydre natur, for den sags
skyld, for det hænger sammen, som jeg senere skal komme ind på. Det at vi har
tabt kontakten til vores egentlige, indre identitet (væren) har den konsekvens,
at vi i stedet identificerer os med vores u-egentlige (dvs. falske), ydre
identitet (sindet eller egoet). Vi identificerer os med vore tanker og
følelser; vi tror, at vi er dem og uden dem ville vi ikke være til. På den måde
kommer vi til at tillægge egoet alt for stor betydning og vægt, vi tager så at
sige os selv (i betydningen vore tanker og følelser) alt for alvorligt. Og
dermed bliver vi ofre for eller slaver af vore tanker og følelser, der i form
af gamle mønstre, indgroet smerte, tilfældige indskydelser mm. pisker os rundt
i manegen.
Tolle gør meget klart og detaljeret rede for dette område - her har jeg
bare ville give et indtryk af den ide, at vi så at sige er blevet besat af
vores eget ego, og at denne u-oplyste tilstand er årsag til megen smerte og
lidelse i verden.
Hvordan slipper man så ud af denne kedelige tilstand - hvordan bliver man
oplyst?
Det vigtigste skridt på vejen til at blive oplyst er at komme til
erkendelse af, at man ikke er sindet, ikke er egoet. At man ikke er sindet
betyder ikke, at sindet ikke er en del af ens natur, men at sindet ikke er ens
identitet, ens væsenskerne. Jeg har et sind, og det er et fantastisk redskab
til mange ting, men sindet er netop ikke mig, men et redskab, som jeg kan
benytte mig af (forudsat at jeg kan frigøre mig fra det og styre det - ellers
er det nemlig ikke mig, der bruger sindet, men sindet, der bruger mig…).
Den filosofiske erkendelse at jeg ikke er sindet, men noget meget dybere,
større og ufatteligere, er ofte beskrevet som svarende til at vågne op fra en
drøm. Man vågner op fra at have identificeret sig med tankerne og følelsernes
stadige strøm til at identificere sig med den rolige, fredfyldte bevidsthed,
som Tolle kalder for iagttageren eller stilheden. I stedet for at identificere
sig med bevidsthedens indhold (tanker
og følelser), identificerer man sig med bevidsthedens rum (den rene bevidsthed eller opmærksomheden). Man oplever sig som
et felt af bevidsthed i stedet for som en strøm af tanker.
---
Hvad sker
der med bevidstheden, hvis man længe er alene i naturens ro og stilhed?
---
Denne opvågnen har den konsekvens, at ens opmærksomhed frigøres fra alle
disse strømmende tanker og følelser, så den er fri til at rette sig mod, hvad
man vælger at fokusere på. Først nu er man for alvor et frit væsen, der kan
vælge, hvad man vil fokusere sin opmærksomhed og energi på. Det betyder, at man
nu har mulighed for at rette sin fulde, udelte opmærksomhed mod andre mennesker
og mod naturen.
Og nu er jeg ved at være fremme ved, hvad alt dette har med friluftsliv at
gøre.
Det er min oplevelse, at det er relativt få nutidige moderne mennesker - og
endnu færre skoleelever… - der bevidst søger efter at blive oplyste i den forstand,
som jeg har beskrevet ovenfor. At stræbe efter oplysning er ikke en folkesag,
ikke endnu i hvert fald. Det er imidlertid ikke det samme som, at folk i
almindelighed ikke lider under tyngden af deres eget ego, et ego, der næres af
medieverdenen, markedsøkonomien mv. Endda i uddannelsessektoren er der meget,
der stimulerer egoet, om ikke andet så fordi, man der får udviklet evnen til at
tænke meget, uden at lære, hvordan man skal beherske tænkningen: Man får så at
sige fyldt en masse software på harddisken, men man lærer ikke, hvordan man
slukker for harddisken.
Resultatet er som sagt, at noget, der skulle være en funktion i bevidstheden (tankerne) overtager rollen som centrum i bevidstheden, dvs. bliver
vores identitet (egoet). Da egoet så at sige er et kunstprodukt - og ikke
hviler i sig selv - kræver det konstant næring i form af opmærksomhed for at
opretholde sin eksistens. Og den næring vil vi give det, fordi vi jo tror, at
egoet er vores identitet, er os, og følgelig træder selvopretholdelsesdriften i
funktion for at sikre det, vi tror er os, overlevelse. Med denne stadige
tilførelse af opmærksomhed og energi vokser egoet til den superstørrelse, det
har hos de fleste af os voksne vesterlandske mennesker af i dag.
---
Hvilken
virkning har dyrt grej mon på egoet?
---
Som sagt lægger dette ego beslag på så store dele af vor opmærksomhed, at
vi næsten ikke har nogen opmærksomhed fri til at skabe ægte kontakt med andre
mennesker og naturen. Dette giver et særligt problem i friluftsliv, der jo
netop i stort omfang handler om at skabe rammer for en ægte kontakt med andre
mennesker og med naturen. På den anden side, så har friluftsliv som fag også
særligt gunstige muligheder for at gøre noget ved det problem, som egoet er i
vores kultur.
Egoet har det nemlig ikke godt i naturen. Egoet er et kunst- eller
kulturprodukt, der kræver en stadig tilførsel af kulturel næring (såsom
reklamer, musik, film, spil) for at vokse eller i det mindste opretholde sin
dominerende rolle. Ude i naturen, omkring et lejrbål eller på vandretur gennem
skoven, kommer egoet til at savne næring. Det vil, så at sige, begynde at plage
sin vært for at få denne tilbage til den kulturelle suppegryde. Man bliver
rastløs, utålmodig og irritabel - det skal ske
noget. NU!
Her er det, at den store pædagogiske udfordring og forpligtigelse for en
friluftslivslærer kommer ind: Opgaven er at lægge en pædagogik til rette, der
inspirerer og hjælper den enkelte med at skrue ned for egoet og op for væren
(ens ægte, inderste natur).
Mulighederne for dette er gode indenfor faget.
For det første er naturen i sig selv stimulerende for væren og hæmmende for
egoet. Naturens udfordringer - eller naturens skønhed - kan være så
påtrængende, at dette i sig selv trækker opmærksomheden væk fra sindets ellers
faste greb i denne. Der bliver et hul i strømmen af tanker, hvorigennem man
pludselig kan mærke sin egen blotte eksistens, sin væren - og måske endda
opleve, at denne væren er den samme som naturens væren. Man får et øjeblik blik
for den sublime skønhed i den nøgne eksistens. Man får en såkaldt
højdepunktsoplevelse. Man får et nyt perspektiv i tilværelsen.
For det andet er man i friluftsliv ofte nødt til at gøre sig mere umage for
at skabe en ægte kontakt til sine medmennesker, bl.a. fordi man er reelt
afhængig af dem for at kunne gøre det, man ønsker at gøre derude: sejle,
klatre, vandre eller hvad det nu er. Og en ægte menneskelig kontakt går altid
via væren og aldrig via egoet.
---
Hvad sker
der, hvis en flok egoer skal samarbejde?
---
For det tredje er det meste af det, man gør i friluftsliv noget, der
bringer en i kontakt med ens krop. Og ifølge Tolles tænkning er der det ved
kroppen, at den er uden for tid. Ikke på den måde, at den ikke ældes ol., men
på den måde, at kroppen er bundet til her-og-nu, og således ikke findes i
fortiden eller fremtiden. Dette er i modsætning til sindet, til egoet, der
netop ofte befinder sig i fortiden (f.eks. i form af ærgrelser) eller i
fremtiden (f.eks. i form af bekymringer). Hvis ens opmærksomhed kommer ned i
kroppen, ned i kropsbevidstheden, så kommer man væk fra den stadige tænken i
fortid eller fremtid, som nærer egoet. I kroppen er man i nu'et. Men det er
egoet ikke, og derfor er det at blive inspireret og hjulpet til at leve
her-og-nu det samme som at blive inspireret til at nære væren og tære egoet
lidt i dets fede sul…
Tolle har et særligt begreb om kropsbevidsthed, nemlig det han kalder for
Den indre Krop. Her vil jeg blot nævne, at man kan komme i kontakt med denne
del af sig selv ved at føle sin krop indefra. Altså ved at føle dele af sin
krop - eller hele sin krop - uden at røre den udefra med hænderne, med indefra
med følenerverne i hele huden især. Ifølge Tolle er Den indre Krop en nøgle til
at blive rodfæstet i sig selv, så man hverken fortaber sig i sindet eller i den
ydre verden. Mit indtryk er, at mange unge
nærmere er rodløse end rodfæstede
- måske kunne et fag med kropsbevidsthed, der hverken er sport eller
yoga have en særlig appel til nogle af dem?
Et centralt værdiord for friluftsliv som fag i læreruddannelsen og i skolen
kunne således være oplysning.
Oplysning forstået som det at vide, hvem man virkelig er, som selverkendelse,
kunne være en del af formålet med faget. Dermed ville det spille sig på banen
som et dannelsesfag, et fag, der giver særligt gode muligheder for
selverkendelse gennem relle (ikke kunstige) udfordringer, ægte fællesskaber og
en levende vekselvirkning mellem bevidsthed og krop. Alt sammen i en ramme, der
hverken er boglig, sportslig eller specielt alternativ.
Kapitel 4
- øvelser til friluftslivsfilosofi
Formål:
Formålet er at stimulere den del af bevidstheden, som Grundtvig kalder for
følelse (den indre side af nærsanserne følelse, smag og lugt) og fantasi (den
indre side af synssansen) og at dæmpe den del af bevidstheden, som han kalder
for forstand (den indre side af høresansen).
Følelsen og fantasien er den del af bevidstheden, der giver
helhedsoplevelser, mens forstanden med sin opsplittende og beskrivende funktion
giver del-oplevelser. Det er forstanden, der fylder bevidstheden med ord (den
indre stemme eller radio, der hos de fleste mennesker kværner løs uafbrudt så
længe de er vågne) og med tid eller den fornemmelse, at man altid er på vej fra
noget og hen imod noget andet. I modsætning til dette er den del af
bevidstheden, der udgøres af følelsen og af fantasien, uden ord og uden tid.
Uden tid skal forstås på den måde, at bevidstheden fokuserer på nu'et, uden at
gruble over fortiden eller spekulere over fremtiden (det kræver jo netop ord at gøre dette).
Meningen med disse aktiviteter eller øvelser er således at fremme
oplevelsen af helhed, nærvær, fred og glæde - eller i det mindste af give en
kontrastoplevelse til den forstandsdominerede hverdagsbevidsthed.
Øvelse 1:
Gå ud i naturen og prøv at fokusere bevidstheden på sansningen frem for på tænkningen;
forsøg altså at samle opmærksomheden om naturens former og farver og lad den
indre radio (forstanden) passe sig selv. Koncentrer dig om at se: kig dig omkring, mens du går eller
står og lad dit øje fange af og hvile på, hvad det har lyst til. Når dit blik
eller din opmærksomhed (det skulle gerne være det samme i denne øvelse!) bliver
fanget af et særligt tiltrækkende fænomen i naturen (formen på nogle græsstrå,
himlens farve i en vandpyt, et solstrejl mellem træerne), så lad det hvile i
denne sansning så længe som muligt - hvilket oftest vil sige, indtil
forstandens ord og tid trækker opmærksomheden og energien ud af
sanseoplevelsen.
Gå så videre som før, indtil øjet atter fanges af et eller andet facinerende
fænomen i naturen og prøv igen at lade din bevidsthed helt fyldes af sansningen
af dette - indtil forstanden igen afbryder (dvs. når man kommer til at fokusere
på tankerne og tiden fremfor på sansningen; kommer til at tænke på, hvad man
skal nå i morgen, gårsdagens skænderi eller hvad det nu er, dette fænomen i
naturen hedder).
Prøv på denne måde igen og igen at lade bevidstheden fange af synsindtryk
fra naturen omkring dig.
Når du bliver træt af det, så prøv at mærke efter, hvad sansningen af
naturens former og farver gør ved stemningen
i din bevidsthed? Hvilken stemning er din bevidsthed i efter denne øvelse? Og
prøv så til sidst at slippe forstanden fri til at sætte ord på denne stemning
og i det hele taget din oplevelse af øvelsen.
Øvelse 2:
Denne øvelse går ud på at sanse lugte
i naturen. Hvordan lugter tingene i naturen egentlig? Hvordan lugter
forskellige træers bark? Hvad er lugten af åvand? Af søvand? Eller hvordan
lugter mosejord? Jorden fra en pløjemark? Øvelsen går ud på, at man på sin tur
gennem naturen denne gang fokuserer på sansningen af lugte - på at stimulere og
nære sin lugtesans; give næsen en på opleveren!
Ligesom før handler det om at skrue op for den umiddelbare sansning og ned
for den vanlige indre snakken. Prøve at få bevidstheden ud af hovedet, ud af
sig selv, så at sige og ud i naturen. Eller om man vil: Det handler om at fylde
sin bevidsthed med naturoplevelser (her især lugteoplevelser) fremfor med ord
og kulturoplevelser ("..og så sagde hun, men så sagde jeg også…";
"Det er tv-avisen, go' aften: Krisen i NATO spidser til…) Ligesom før går
man fra lugteoplevelse til lugteoplevelse, mens man prøvet at fastholde den
rene sansning så længe som muligt - indtil den bliver afbrudt af forstandens
genudsendelse af radioavisen, morgensnakken ol. Og ligesom før prøver man at
mærke efter, hvilken stemning - eller hvilke forskellige stemninger -
lugteoplevelserne sætter en i? Til sidst lader man forstanden få lov til at
sætte sine elskede ord på oplevelserne…
Øvelse 3:
I denne øvelse går det ud på at føle sin egen krop - mens man går gennem
naturen, står eller sidder et behageligt sted. Man skal altså prøve at samle
opmærksomheden om kroppen, om kropsfornemmelsen: Hvordan føles min krop?
Hvordan føles højre fod? Nakken? Maven? Hvordan føles kroppen som en helhed?
Man skal altså bruge sin følesans til så at sige at føle kroppen indefra (i stedet for at føle kroppen
udefra, som ved at føle på foden, nakken osv. med hånden) - hvordan sanser min
følesans egentlig kroppens dele og kroppen som helhed? Så vidt man nu kan skal
man koncentrere sansningen om kroppen, følt indefra, fremfor om naturen derude.
Prøve at fylde bevidstheden med følelsen
af kroppen - fremfor som oftest at fylde bevidstheden med lyden af tankerne (den indre side af høresansen, altså forstanden)
Hvilken stemning sætter dette bevidstheden i? Hvordan føles det - og hvilke
ord kan beskrive denne følelse?
Konklusion
Dette kompendium har handlet om filosofi som et teoretisk grundlag for friluftslivsfaget.
Det mener jeg også det kan bruges til generelt, dog kan jeg i tilbageblik se,
ar der ikke er megen teoretisk støtte at hente for type 1 friluftsliv her.
Den form for friluftsliv, som disse teorier lægger op til, kunne man kalde
for eksistens - friluftsliv eller folkeligt friluftsliv.
Eksistensfriluftsliv har sit eget formål og mål, egne aktiviteter mv.,
ligesom det har en del tilfælles med andre former for friluftsliv. Her vil jeg
nøjes med at skitsere, hvad det er for en slags friluftsliv, der har filosofi
som sit bærende grundlag.
Formålet med eksistensfriluftsliv er at oplive og oplyse, at oplive og
oplyse om den menneskelige eksistens - eller med andre ord: At give mod,
opmuntring og (selv-) indsigt til at leve sit liv fuldt ud og i den sidste ende
dø værdigt.
Teorien bag eksisensfriluftsliv er forskellige filosofiske teorier om, hvad
et menneske er, og om, hvad naturen eller verden egentlig er for noget. Teorier
der kan bruges til at forstå sig selv og naturen bedre og i det hele taget
inspirere, begrunde og forklare de aktiviteter mv., man vælger at bruge i denne
form for friluftsliv. Ud over dem jeg har brugt her vil jeg mene, at de danske
filosoffer Martinus og Kierkegaard ville være oplagte at bruge, ligesom jeg selv
også ville støtte mig til de amerikanske, nutidige ditto Andrew Cohen og Dan
Millman.
---
Hvilke
aktiviteter ville så passe til eksistensfriluftsliv?
---
Et kendetegn for aktiviteterne skulle være, at de lægger vægten på at
maksimere vågenheden eller opmærksomheden overfor livet, samtidig med at de
minimerer risiko- eller faremomentet. Konkret ville jeg bruge aktiviteter som:
vandreture (i stedet for kano- og kajakture), alenesidning og sanseøvelser (i
stedet for klatring), samarbejdsøvelser og forskellige former for lege. Der
skulle naturligvis være egentlige filosofiske øvelser, såsom filosofgang,
dilemmaer/koan'er og diskussioner. Reviewing og coaching vil være en
selvfølgelig og integreret del af turene.
---
Men kan man
virkelig lave friluftsliv på den måde i skolerne?
---
I den sidste ende er det et valg, hvordan man som friluftslivslærer vælger
at lave friluftsliv. Man må gøre op med sig selv - i samtale med andre - hvad
det er for en form for friluftsliv, man brænder for og vil arbejde med. Så må
man ud på markedet og se, om nogen vil betale en for at lave dette. Jeg håber,
kompendiet har inspireret en og anden til at finde sig selv og sin vej som
friluftslivslærer.
Kilder
Eckhart Tolle: Nuets Kraft, Borgen 2000
Eckhart Tolle: Stilhedens Budskab, Borgen 2003
Grundtvig: Om det filosofiske århundrede, "Dannevirke" nr. 1
Grundtvig: Om videnskabeligheds forhold til erfaring og sund
menneskeforstand, "Dannevirke" nr. 2
Grundtvig: Om Mennesket i Verden
(Findes
f.eks. i "En orm-en gud, om mennesket i verden", Ove Korsgaard
(red.), Odense Universitetsforlag 1997)
Jacob Wolf: Etikken og Universet, Forlaget Anis 1997
Som kilder har jeg angivet tekster, som jeg har læst mange gange, tænkt
meget over og i det hele taget brugt meget - og som jeg vil anbefale andre at
læse, hvis nogen skulle få lyst til at gå dybere ind i nogle af de tanker, der
er præsenteret i dette kompendium.